More selected projects

Kroppen åbnes og "Den anden" begynder at sive ind 


Format: Pop Up Residency
Genre: 
Tværæstetisk scenekunst

Residens i Indre By Kulturhus
19.04-23.04.2021

Den kunstneriske undersøgelse

"Den anden" er en scenisk undersøgelse af kærlighedens besnærende tilstand. Med undersøgelsen vil Freya Sif Hestnes og Katrine Elise Leth Nielsen gennem et kaotisk og maksimalistisk sprog, hvor nænsomhed og vold eksisterer side om side, blotlægge kærlighedens fysiske, komplekse og tvetydige natur.

I den kunstneriske undersøgelse udspiller der sig et kærlighedsmareridt, hvor kunstnerne, stærkt inspireret af horrorgenren og Niki de Saint Phalles "Shooting Paintings", er interesserede i, hvordan kærlighedens væsen og angstens væsen er nært beslægtede.

Freya og Katrine vil i deres undersøgelser på HAUT Pop Up Residency tage et koreografisk udgangspunkt i hvordan de fysisk reagerer på det intime møde. De vil fokusere på, hvordan kroppen åbnes og hvordan “Den anden” langsomt begynder at sive ind, graver små huller, lægger æg og efterlader sig spor.

Foto: Jesper Tønnes

Om kunstnerne

Scenograf og billedkunstner Freya Sif Hestnes og skuespiller og iscenesætter Katrine Elise Leth Nielsens samarbejde tager sit udgangspunkt i den tværæstetiske scenekunst. Sammen undersøger de, hvordan humor, sorg og æstetik kan smelte sammen i et biografisk og virkelighedsnært udtryk.

Foto: Inga Aleknaviciut

Freya Sif Hestnes
Scenograf og billedkunstner

 

Foto: Inga Aleknaviciut

Katrine Elise Leth Nielsen
Skuespiller og iscenesætter

HAUT Pop Up Residency

Med Pop Up Residency ønsker HAUT at eksperimentere med rammerne for kunstneriske residencies. For første gang vil kunstnergrupper arbejde side om side og på den måde åbnes muligheden for, at der i disse møder kan opstå en kunstnerisk synergi.

HAUT Pop Up Residency er et residensformat, der giver kunstnere mulighed for at fordybe sig i deres kunstneriske proces ved at stille løn og materialebudget til rådighed samt facilitere interne worksharings og feedbacksamtaler med en selvvalgt sparringspartner.

Den kunstneriske undersøgelse "Den anden" af Freya Sif Hestnes og Katrine Elise Leth Nielsen er inviteret til at være en del af HAUT Pop Up Residency af HAUTs kunstneriske leder Naja Lee Jensen.

HAUT Pop Up Residency er blevet til i et samarbejde med Udviklingsplatformen for Scenekunst og DIT:KBH og er støttet af Bikubenfonden.