HAUT søger ny leder
HAUT søger ny visionær leder fra 16. juni 2025, som skal stå i spidsen for at forankre og fremtidssikre organisationens rolle som kraftcenter for lønnede residencies og kunstnerisk udviklingsarbejde.
HAUT er en scenekunstorganisation, der giver residencymuligheder til scenekunstnere og deres processuelle arbejde. Med en nylig flytning til Thoravej 29 vil du som ny leder af HAUT have ansvar for at kuratere et ambitiøst 52 ugers residencyprogram til husets black box og studio, samt at videreføre og udvikle HAUTs nationale og internationale samarbejder.
HAUT har siden grundlæggelsen som frivilligdrevet forening i 2014 haft vokseværk. Ti år efter er HAUT en scenekunstorganisation med en solid basisfinansiering, hvor du som leder har mulighed for at videreføre udviklingen af HAUT til gavn for det samlede scenekunstmiljø i Danmark.
I HAUT er kunstnerne og deres kunstneriske proces i fokus. Vi arbejder for at kunstnerne kan udvikle deres kunst under gode arbejdsvilkår og giver kunstnerne støtte, så de tør tage de chancer, der kan gøre dem klogere på deres kunstneriske praksis samt chancer som udvikler scenekunsten i Danmark. De seneste år har HAUT særligt været et sted for udvikling af performative, koreografiske og tværæstetiske udtryk, men med de seneste års opblomstring af det frie felt er mulighederne mange for en ny leder.
HAUT er en organisation som kigger mod udlandet for inspiration – både i forhold til kunstneriske tendenser men også i forhold til diskursive samtaler og strukturel forandring.
Den viden vi erhverver gennem vores internationale udsyn, tager vi med hjem og bruger som katalysator for en løbende dialog og samarbejde med vores nationale kollegaer, da HAUT tror på, at scenekunsten også forandres gennem organisationernes mod til at forandre sig.
For at føre HAUT videre i sin udvikling og frem mod nye store ambitioner søger vi nu en leder, der skal:
- Have fingeren på pulsen i forhold til kunstneriske tendenser og kendskab til et bredt spekter af det frie felts udtryksformer
- Kunne facilitere et trygt værtskab for mange forskellige kunstnere og deres kunstneriske praksisser i et levende hus, der har et højt aktivitetsniveau
- Være visionær og kunne omsætte visioner til strategi og forretningsplan
- Stå i spidsen for HAUT både indadtil og udadtil
- Kunne drive en professionel scenekunstorganisation
- Være en god personaleleder
- Være overordnet ansvarlig for HAUTs økonomi, herunder fundraising, budget og regnskab
- Have flair for samarbejder
- Være både udviklingsorienteret og driftssikker
Vi forventer, at ansøgeren har en overvægt af følgende erfaringer og kvalifikationer:
- Har stor erfaring med og evner til at facilitere kunstnerisk udviklingsarbejde og innovative processer
- Er skarp til at se tendenser og muligheder
- Har væsentlig erfaring og kontaktnet indenfor scenekunstbranchen både nationalt og internationalt
- Har væsentlige ledelseskompetencer indenfor scenekunsten gennem erfaring og teori
- Har erfaring med fundraising samt konkrete resultater som følge heraf
- Har erfaring med årsrapporteringer og regnskab
Praktisk:
Stillingen som leder af HAUT kan søges af både enkeltpersoner eller flere personer.
Stillingen er fuldtid (37 t/u).
Arbejdsstedet er Thoravej 29, 2400 København NV.
Arbejdet foregår hovedsageligt indenfor almindelig kontortid, men aften- og weekendarbejde kan forekomme.
Arbejdet foregår hovedsageligt i København, men national og international rejseaktivitet kan forekomme.
HAUTs nye leder refererer til bestyrelsen.
Ansøgningsfrist: Fredag d. 21. februar kl. 12.00.
Ansættelsesstart: Forventet tiltrædelse 16. juni 2025.
Samtaler: Vi forventer første ansættelsessamtaler i uge 10.
Ansøgninger sendes til: job@hautscene.dk
Eventuelle spørgsmål kan stilles til samme mail eller til bestyrelsesleder HC Gimbel på hcgimbel@gmail.com eller bestyrelsens næstforperson Simone Wierød på simonewieroed@gmail.com
Links
Mere information om HAUT her
Mere information om Thoravej 29 her
Privatlivspolitik for jobansøgere her