Lyden af den manglende forbindelse
En manifestation af den lyd der ikke eksisterer
Format: WORKSHARING
Genre: Lydperformativ
Dato: 1. juni 2025
Tid: 14:00-16:00
Sted: Black box
Thoravej 29,
2400 København NV
Deltagelse i eventet er GRATIS, men reserver venligst en billet, da der er begrænset pladser. Du kan booke din billet her:


Den kunstneriske undersøgelse
Gruppen søger at skabe et æstetisk futuristisk felt for adopterede, særligt med fokus på det lydlige perspektiv. Gennem lytning, brug af forskellige shamanistiske metoder og inspiration fra afro-, indigenious- og asian futurism arbejder de med at undersøge en fælles healende lyd og hvad der binder dem sammen.
Den kunstneriske undersøgelse tager afsæt i antagelsen om, at de bevæger sig ind i et arbejde med lyden af de fantomer, der manifesterer sig for dem. I arbejdet fokuserer kunstnerne på at finde fællesskab på trods af vidt forskellige udgangspunkter og oprindelseslande. De vil undersøge hvilken viden de kan samle for at styrke den adopterede krop, hvordan de skaber adgang, når det hele har været et tilfælde og hvordan de kan skabe et samspil med den kunstadoptionsdiskurs, der allerede eksisterer.
Om kunstnerne
Gruppen er nysammensat ud fra ønsket om forskellighed i forhold til kunstnerisk praksis, alder, adoptionserfaring, førsteland samt livs- og udøvende kunstneriske erfaringer. Den består af en uddannet skuespiller og udøvende fotograf, en billedkunstner, en performancekunstner med litterær baggrund og en forfatter med en Rudolf Steiner-pædagogisk tilgang. Gruppen vil dyrke forskelligheden for at kunne skabe en bred sammenhæng i den kunstneriske udforskning.
Gennem deres residency vil de bruge hinandens kunstneriske afsæt og forskellige erfaringsgrundlag inden for adoptionstilblivelsen samt trække på deres kulturer fra hvert deres førsteland – med en bevidsthed om, at de ikke kan undslippe en appropriering gennem egen manglende forbindelse. At både de og deres førsteland er kolonialiseret i et omfang, der gør en tilbagevenden næsten umulig.
Og inde i alt dette ligger der en lyd.


Young Sun Gullach er dansk-koreansk adoptionsaktivist og performancekunster (f. 1967). Hendes samlede æstetisk-politiske indsats kan siges at være funderet på en dyb og vedvarende insisteren på at race, identitet, køn, krop, politik, adoption og symbolsk vold og traumer er intersektionelt forbundne størrelser.
Denne insisteren kommer konkret til orde i kraft af en dobbelt-artikulation af kropslig praksis (performance og installationer) og tekstlige størrelser, der tager form af prosadigte, regibemærkninger eller reflekterede, essayistiske tekster. Denne kunstpraksis, eller hele dette sæt af praksisser, er motiveret af en undersøgelse af identitet, der balancerer på grænsen mellem det personlige og det politiske.
https://www.thestarchildproject.com/


Annette Cho Nielsen arbejder med migration, adoption og identitet i en geopolitisk kontekst. Hun undersøger de systemiske fejl og de strukturelle konsekvenser, som præger adoptionsindustrien, og hendes praksis er en aktiv søgen efter at generobre en tabt kultur, et sprog og en identitet. Hun stiller spørgsmålet: Hvad vil det sige at have en transnational identitet?
Hendes kunstneriske arbejde afspejler spændingen mellem transnationalt adopteredes arv, opvækst og selvforståelse – et traume og en groteskhed med konsekvenser for alle parter i adoptionssystemet. Gennem sin praksis udforsker og kommenterer hun kompleksiteten i transracial adoption ud fra et personligt, kollektivt, eksistentielt og æstetisk perspektiv, hvor etniske diasporaer manifesterer sig.
https://www.anniecho.dk


Marco Grimnitz er skuespiller, underviser og facilitator, uddannet fra Ophelia Acting Studio i København med speciale i Meisner-teknik. Han fik sin spillefilmsdebut i den prisvindende film Bagland, instrueret af Anders Gustafson og produceret af Nimbus Film.
Udover sit arbejde som skuespiller er Marco en erfaren underviser og facilitator inden for performative og kreative processer, og han arbejder desuden som fotograf. Hans praksis bevæger sig i krydsfeltet mellem fortælling, krop og nærvær, og han bruger sin baggrund til at styrke andres stemmer – både foran kameraet og i undervisningsrummet.
https://www.marcogrimnitz.com


Kâlánguak Absalonsen er forfatter, foredragsholder og fortaler, der gennem sin personlige fortælling som bortadopteret barn fra Grønland udforsker emner som identitetsskabelse, kulturarv, adoption og kampen mod diskrimination og racisme. Hendes arbejde trækker på egne erfaringer og kaster lys over de strukturer og følelser, der præger transnational adoption og tilhørsforhold. Gennem sine bøger, podcast og offentlige engagement formidler hun en personlig stemme, der skaber rum for refleksion og samtale om identitetsskabelse og kulturel erindring. Med udgivelserne K og Lille har hun bidraget til den litterære og kulturelle debat om adoption og grønlandsk-dansk historie.
https://www.kalanguak.dk
Kreditering
Helena Soholm (shaman)
Adoption and Alian: Vision from the Periphery, antologi
Om IN PROCESS
IN PROCESS er HAUT's residency af 1-2 ugers varighed, som skaber rum for fysiske brainstorms og understøtter undersøgelsen og udviklingen af nye scenekunstneriske idéer.
Denne gruppe af kunstnere er inviteret i residency gennem det open call IN PROCESS - BRIDGING, som satte fokus på at undersøge og eksperimentere med overgange og med at bygge bro, som en del af den kunstneriske praksis. Det open call blev kurateret i samarbejde med performance-maker Anika Barkan.
Dette residency er støttet af Statens Kunstfond, Københavns Kommune og Bikubenfonden.