#YesAllWomen

Metamoderne Komede // IRL improvisation

14.12.2015 - 20.12.2015

  • gallery-image

Ensemble 770° inviterer dig ind i tre typiske nutidskvinders virkelighed. De jagter hver deres drøm, men kæmper mod fortidens mønstre. Har de været udsat for overgreb? Underkaster de sig mænd eller blot deres egne forestillinger?

Hundrede år efter kvinderne fik stemmeret er kønsdebatten igen blusset op. En konfliktfyldt debat, der hurtigt ender i skyttegravene. Ensemble 770° undersøger den metamoderne vej i konflikterne om kønnet. Er der en mindre polariseret forståelse af køn? Kan vi skabe en ny form for politisk teater, hvor det ikke er budskabet, men undersøgelsen, der tæller?

Vores forestillinger opstår i samspil med publikum. Både før, under og efter forestillingen spiller. I HAUT-ugen er det vores første offentlige visninger af scenariet, som endnu er i sin vorden. Derfor kan din deltagelse få afgørende indflydelse på vores videre arbejde med #YESALLWOMEN.

Som opvarmning til hver aftens visning, holder vi om eftermiddagen kønsrolle-julestue fra kl.16 i HAUTs foyer-bar, hvor vi laver jule-klip, jule-sange og jule-lege med et køns-twist.

Følg med på Hauts og Ensemble 770° facebook-sider, hvor der vil dukke overraskelser, ekstra events og måske endda julegaver op – for fremtiden er altid uventet!

 

Ensemble 770° arbejder med IRL-metoden, hvor nærværet er den vigtigste værdi. Det er en disciplineret søgen efter det uventede. Derfor har vi ikke manuskript, men opbygger gennem devising og improvisation et scenarie, karakterer og et repertoire af adfærd – som hver gang i nuet opstår påny i samspil med publikum. Skabende skuespillere Cecillie Aclon, Ellaha Lack, Marie Mailand og Louise Pøhler, samt udøvende instruktør Troels Chr. Jakobsen.