EKSIL: National Udstilling

04.12.2017 - 23.12.2017

National Udstilling skal stikke dybt i nationalsamvittigheden, lukke de skeletter ud af skabet vi skammer os over, lad dem danse på vores helligste og finde ud af hvor det egentlig gør ondt. 

Et ønsket om at løsne op for samfundets vanetænkning, manglende evne til at stille sig selv spørgsmål og den bredt forankrede uinteresse  for  ’den anden’. Gennem handling, kostume og rekvisit opfordres publikum til oprigtig selvrefleksion i en tid præget af identitetskriser med higen efter at konstruere og fremhæve sine rødder både personligt og politisk.

National Udstilling er et visuelt og koreografisk værk på grænsen mellem installation og scenekunst. Det er skabt med afsæt i håndværk og design og opføres af seks dansere iført en allegorisk nationaldragt. Nostalgiske fantasier, kulturhistorisk uvidenhed og materialistiske trends præsenteres forførende og foruroligende på tværs af SMK’s samling og monumentale rum.

Man kan med museets entre frit komme og gå under det non-narrative forløb, der gennem åbningstiden strækker sig over størstedelen af museets offentlige rum. Værket henvender sig både til museumspublikummet og det specifikt opsøgende publikum der samtidigt opfordres til at opleve museets samling.

Designduoen KASPERSOPHIE står bag National Udstilling og har med udgangspunkt i et visuelt koncept samarbejdet med koreograf Martin Forsberg. Værket er co-produceret af HAUT i samarbejde med Statens Museum for Kunst og støttet af Statens Kunstfond, Knud Højgårds Fond og Dansehallerne.

National Udstilling er skabt af Kasper Hansen og Sophie Bellin-Hansen - http://www.kaspersophie.com/about/