HAUT har fået nye medarbejdere!

Anna-Kathrine Madelung Fries overtager postet som administrativ leder mens Naja Lee Jensen bliver vores nye kunstneriske leder.

Anna-Kathrine har arbejdet som administrator og produktionsleder i scenekunstbranchen, både i dansk og internationalt regi bl.a. med eksperimenterende scenekunst, der fusionerer genrer og tekniske elementer. Naja Lee Jensen arbejder som skabende kunstner og har en uddannelse i skuespil og kunst. Hun kuraterer bl.a. for det Frie Felts festival og har haft forestillinger hos bl.a. Dansehallerne. Derudover sidder hun i HAUTs bestyrelse. De er allerede i fuld gang med at planlægge resten af 2019, og vi glæder os til at se dem i aktion.

Vi vil også benytte lejligheden til at sige tusind gange tak til vores tidligere daglige leder Sarah Rysgaard Jensen(barselsvikariat 2018) og daglig leder Astrid Hansen Holm(2016-17), som begge har valgt at gå nye veje, og som de sidste 2 år har sørget for at HAUT har kunnet præsentere festivaler, eksiler og skabe nye samarbejder. Vi har været så glade for at have dem hos HAUT, og glæder os til at følge med i deres videre karriere.

 

 

Anna-Kathrine Madelung, administrativ leder

Anna-Kathrine Madelung arbejder som administrator og produktionsleder i scenekunstbranchen. Med en bachelorgrad i Teatervidenskab & Music Arts Management fra KU og en overbygning i Psykologi og Kommunikation på RUC, fortæller hendes akademiske profil henholdsvis om interessen for ledelse og administrering af kunstneriske processer, men afslører også en dyb interesse i menneskelige relationer i Company Management regi. Hun har været en del af produktioner i både dansk og internationalt regi. Disse erfaringer, samt projekter med eksperimenterende scenekunst ved fusion af genre og tekniske elementer, har skabt grobund for en nysgerrighed på og forkærlighed for udviklingsarbejde i branchen, og derfor er det med stor begejstring, hun starter som Administrativ leder hos HAUT, hvor hun ser frem til at være en del af at facilitere nyskabende samarbejder og scenekunstprojekter. 

 

Naja Lee Jensen, kunstnerisk leder

Naja Lee Jensen er selvproducerende scenekunstner, hvis interesse for eksperimentet er den drivende kraft. Uddannet med en BA i skuespil fra Akademi for Scenekunst i Norge og en MA i Billedkunst fra Kunstakademiet i Oslo har hun stor erfaring med tværæstetiske processer og har i sin kunstneriske praksis arbejdet internationalt både med kuratering og som kunstner i APAP Europa fra 2011-2016. I sit arbejde hos HAUT vil hun trække på disse erfaringer, når hun som kunstnerisk leder vil være med til at undersøge mulighederne i dansk scenekunst og skabe platforme hvor kunstnere kan få lov til at eksperimentere. I denne sæson glæder hun sig særligt til at følge HAUT’s samarbejde med CLICK og CATCH i projektet “Staging the Future of Technologies”, der vil munde ud i en showcasevisning af 2 eksperimenter med Joel Illerhag og Mana:Group samt Christoffer Vincent Thon og Julie Østengaard på CLICK Festivalen 2019.